Twitter

Fightfan.dk
Jeg slog 25 billeder op på Facebook i albummet "Dansk Grappling Liga 2012 (Fyn)" http://t.co/68HaXwg1
Fightfan.dk
I morgen rammer vi Esbjerg når det går løs til Clash of Warriors 2. Vi opdaterer med resultater på Twitter i løbet... http://t.co/wJ3j6oXl
Fightfan.dk
Jeg slog 6 billeder op på Facebook i albummet "Fightergalla 25" http://t.co/VxhJSFbb
Fightfan.dk
FG25: Østergaard, Palm og Knudsen http://t.co/poobQgmq
Fightfan.dk
“@DavidRosmon: Received purple belt from @Dean_Lister today :-)”Grats!

MMA Nyheder fra Danmark

FG25: Østergaard, Palm og Knudsen

Torsdag, 17. maj 2012 11:53 Jesper S. Baek
Foto: Mikkel Schiødt - COLORiZE.dk

Fightergalla var i lørdags rykket ind på det mondæne Hotel Radisson Blu Scandinavia på Frederiksberg. Det var dog ikke det eneste, der var anderledes i forhold til tidligere stævner;
for første gang var Hans-Henrik Palm også en del af produktionen, hvilket man godt kunne fornemme flere steder i løbet af aftenen.

En ting som jeg personligt aldrig har oplevet før, var nationalsange før Main Event. Det er mere regel end undtagelse i boksning, hvor Hans Henrik Palm kommer fra, så mon ikke det var hans påfund.
Det virkede umiddelbart også fint, da den ellers lidt utydelige ring announcer sang for, og salen rejste sig og sang med. Det gav god stemning, men det kom vist bag på alle, at der skulle synges før kampen.

IMG 4142Der var godt gang i publikum i lørdags

Hans-Henrik Palm havde til aftenen også hevet en flok nye MMA-tilskuere ind til arrangementet, for at præsentere sporten for dem. Vi spottede bl.a. Michael Carøe (entertainer), Theo Jørgensen (pokerspiller) og Flemming "Don Ø" Østergaard.

Vi spurgte bl.a. Flemming Østergaard hvad han syntes om arrangementet, og han fortalte at det var en rigtig god oplevelse. Han skulle dog lige vænne sig til det, for det var jo lidt noget andet end boksning.
Han var helt klar over, at sikkerheden var på plads, og virkede bestemt godt underholdt.

IMG 4169Flemming Østergaard var også blandt tilskuerne til jubilæmsstævnet

"Det er første gang jeg ser det live, men jeg har set det i TV fra USA. Jeg skal lige vænne mig til forskellen; det gør lidt ondt når de ligger ned og knalder løs. Det er bare svært for mig at forstå, at professionel boksning er forbudt i Sverige, men det her er tilladt.
Det er professionelt og rigtigt godt lavet, der er nok ingen tvivl om, at det også bliver en kæmpe succes i Danmark"
- fortæller Flemming Østergaard.


Vi fik også en kommentar fra Hans-Henrik Palm, omkring hans debut som MMA-arrangør.

IMG 4171
Det var en glad Hans-Henrik Palm som vi mødte efter showet

"Jeg synes at det har været en helt fantastisk aften, med fantastisk stemning. Udover kampene og stemningen, så har det også været en stor oplevelse for mig, at se at alle de mennesker som jeg har inviteret her i aften, som skulle se det her for første gang, er faldet pladask for sporten. Allerede i morgen vil de være i fuld gang med at fortælle hvor fedt det var, det er jeg ikke et øjeblik i tvivl om" - udtaler Hans-Henrik Palm.

Han også fortælle lidt om fremtidsplanerne...
"Allerede den 2. november, planlægger vi at bruge den store sal her på Falconer. Inden da har vi et mindre stævne på Scandinavia og et i Århus. Stævnet i Århus bliver lidt af en test, for det er en rimelig stor hal i Kongrescenteret. Hvis vi kan fylde den og skabe den samme intensitet og stemning som her, så kan vi også fylde den store Falconersal næste gang i november".

Otto Knudsen var også meget tilfreds med aftenens forløb.

IMG 4173Otto Knudsen var en glad jubilar

"Jeg synes at det har været en kanon aften. Vi har i dag fået fat i et nyt publikum, og der blev skabt en rigtig god stemning. Det var et jubliæumsstævne som jeg er meget stolt af".

Vi spurgte også til hvad han syntes om kampene.
"Folk spurgte mig igår, hvilken kamp jeg troede der ville blive aftenens kamp. Der sagde jeg Rosfort og Rodriguez, og det er stadig min overbevisning. Det var aftenens kamp. EM-kampen overraskede mange tror jeg. Mange troede at Dalby ville gøre ham færdig hurtigt, så den er jeg faktisk rigtigt godt tilfreds med.
Elo (Cazim Halimi, red), overraskede mig vildt meget. Jeg har brugt meget tid på ham og få ham til at blive mere disciplineret. Han fik chancen for at blive professionel i dag, og han viste disciplinen og leverede varen".


IMG 3726Kenneth Rosfort vs. Hyram Rodriguez

Vi glæder os til at opleve MMA i den store Falconersal. Det vil uden tvivl give endnu et løft, til de ellers fantastiske omgivelser som lørdagens stævne blev afholdt i. Der er bestemt ikke "gymnastiksals-stemning" over arrangementerne mere - Dét er fedt!

Vi glæder os til næste gang, hvor det går løs på Casino Copenhagen til European MMA 1, men inden da, skal vi se amatørerne folde sig ud i Sønderborg, hvor Fightergalla Fight Night 8 åbner dørene lørdag d. 26. maj.
Fightfan.dk er selvfølgelig på pletten endnu en gang!

Ses vi i Sønderborg?
 
 

FG25: Post Fight: Dalby

Tirsdag, 15. maj 2012 21:18 Jesper S. Baek

I lørdagens Fightergalla 25 Main Event, var Nicolas Dalby udråbt som storfavorit. Hans oprindelige modstander måtte trække sig, og erstatningen (Cristian Brinzan) var ikke levnet de store chancer hos bookmakeren.

Nicolas leverede en bundsolid indsats og trak sejren hjem i 2. runde - men Cristian Brinzan var bestemt ikke en Walk-Over.

Vi talte med Nicolas efter kampen...

Fightfan.dk: Tillykke med sejren Nicolas
Nicolas: Tak skal du have.

Fightfan.dk: Han var en hårdfør fyr, overraskede det dig?
Nicolas: Ja han var superhård, men jeg havde set hans sidste kamp, hvor han viste rigtigt meget hjerte og vilje, så jeg vidste at jeg nærmest skulle slå ham bevistløs før han ville give op.

IMG 3946Nicolas Dalby i fuld kontrol

Fightfan.dk: Mod slutningen af 1. runde har du gang i noget heftig ground and pound, og vi var faktisk lidt nervøse for, om der var benzin nok i tanken til at du kunne fortsætte i det høje tempo. Var der nok at give af, eller måtte du lige pace dig selv?
Nicolas: Jeg kunne godt mærke, at hvis jeg blev ved i det tempo, uden at få nogle rene træffere ind, så ville jeg slå mig selv "ud". Så jeg satte også tempoet ned for at være mere præcis - men jeg har haft en rigtigt god træningslejr op til kampen, så min cardio er rigtigt rigtigt god, så der var rimeligt meget gas i tanken.

Fightfan.dk: Var der noget overraskende i det han kom med, eller var det som forventet?
Nicolas: Det meste af det han lavede, havde vi forventet. Han rushede frem og og smed nogle bomber fra distancen, men ikke nogle vildt skarpe kombinationer.
Han lavede en spinning elbow, som jeg ikke havde set ham lave før - den overraskede, og den sad rent, men jeg synes ikke at jeg kunne mærke den.


IMG 4010En "Spinning Elbow" fra Cristian Brinzan rammer Nicolas Dalby

Fightfan.dk: Du blev ramt nogle gange, var der ikke noget af det som bed?
Nicolas: Det eneste der bed, var den hammerfist han lavede fra bunden, da jeg sad i mount på ham. Det blev lidt utydeligt på mit ene øje, men jeg følte mig ikke rystet på noget tidspunkt.

Fightfan.dk: Du ser heller ikke ud til at have fået mange skrammer...
Nicolas: Nej, jeg har lidt ondt i min ene hånd og min albue, efter at have ramt hans kranie så mange gange, og så ramte han også med en 2-3 gode spark, lige på min venstre hånd.

IMG 4090Nicolas sikrer sig sejren via Side Choke/Arm Triangle

Fightfan.dk: Er der nogen du vil sige et par ord til eller takke, her på falderebet?
Nicolas: Ja, tak først og fremmest min fantastiske kæreste, som har hjulpet mig rigtigt meget op til den her kamp. Selvfølgelig Thomas La Cour og Tue Trnka, de er uundværlige at have i hjørnet.
Mine sponsorer: Murerfirmaet Borg, KnockOut Sports og Adamsens Fisk. Det er helt uvurderligt, at de går ind og støtter en person som mig, og som gør at jeg måske kan få råd til at tage en tur til USA. Tak til hele Rumble Sports og alle der er hjulpet mig op til kampen.


IMG 4107Nicolas fejrer sejren fra toppen af buret

Fightfan.dk: Tillykke endnu en gang, og tak fordi at du ville tale med os.
Nicolas: Selv tak.


For dem som ikke så Nicolas' kamp i lørdags, så kan den, samt fire af de andre pro-kampe nu ses helt gratis her:

 
 

Fightergalla 25 galleriet er online

Mandag, 14. maj 2012 18:04 Jesper S. Baek

Alle vores billeder fra lørdagens Fightergalla 25 stævne er nu online.
De kan ses enten her på siden, ved at trykke på billedet nedenunder, eller på Facebook, hvor det selvfølgelig er muligt at kommentere, "tagge" og dele billederne.

God fornøjelse!

fg25

 
   

Fightergalla 25 - Jubilæumsshowet

Søndag, 13. maj 2012 15:36 Bo Foght
Foto: Mikkel Schiødt & Jesper S. Baek - COLORiZE.dk

Fightergalla 25 var en milepæl i Dansk MMA, samtidig med at det også var startskuddet på en ny æra.
- En milepæl, fordi Otto Knudsen nu har præsteret at stable hele 25 shows på benene under Fightergalla navnet.
- Startskud på en ny æra, fordi det var første show med "Knudsen & Palm" ved roret.

IMG 4091
Fede omgivelser for Fightergalla 25

Tidligere på ugen udsendte de to samarbejdspartnere en pressemeddelelse, hvor de bl.a. skrev om Fightergalla 25: "Dansk Mixed Martial Arts er med dette show rykket væk fra de små lumre sportshaller" - og man må med sandhed sige, at der ikke var meget lummer sportshal over Falconer Salen, hvor showet blev afholdt.

Det var, i mine øjne, de hidtil flotteste rammer for et Fightergalla eller Casino Fight Night stævne. For tilskuerne var det helt perfekt, for salen er bygget lidt ala en biograf eller teatersal, hvor rækkerne med sæder skråer opad, så man på de bagerste rækker også kan få det hele med. 

IMG 4098
Alle fans havde et godt udsyn til de spændende kampe

Hurtige submissions

Det var også med at holde øjnene åbne og være opmærksom, for i mange af aftenens kampe gik det rigtig hurtigt. Heldigvis var der lagt en del pauser ind, så folk kunne nå at hente drikkevarer og klare toiletbesøg, uden at gå glip af noget som helst.

IMG 2322
Axel Apergis i angreb

De to første amatørkampe var ret korte fornøjelser for publikum. Kampen mellem Peter Palmgren og Axel Apergis, endte med en submission sejr til Axel. Den unge CSA-kæmper fik et tidligt takedown, og arbejdede sig sikkert frem til en sejr på en Rear-naked choke.

I aftenens anden amatørkamp var det Lasse Walther fra MMA Viborg der vandt - ligeledes på submission i første runde. Hans modstander var norske Skjalg G Oppedal, der ikke havde mange chancer i den korte kamp.

IMG 2429
Lasse Walther leverede en solid guillotine

Kim Rytter og Thomas Poulsen gav publikum lidt mere for pengene, da deres kamp gik alle tre runder. Det var en spændende og tæt kamp, som bød på mange slagudvekslinger mellem de to kombattanter. I det meste af kampen var Thomas meget afventende og bakkede, mens Kim var aggressiv og angreb. Tue Trnka der stod i hjørnet for Thomas Poulsen, blæste til angreb i anden runde, men på trods af at Thomas blev mere aggressiv i den afsluttende runde, var det ikke nok. Kim Rytter tog sejren på dommerstemmerne 2-1.

IMG 2511
Thomas Poulsen forsvarer sig mod Kim Rytter

Hyldest til Otto

Efter kampen var det tid til en lille hyldest af manden der havde gjort alt dette muligt - Godfatheren i Dansk MMA: Otto Knudsen.
Han blev præsenteret for en gave (som vi dog ikke fik lov at se), og takkede derefter alle de folk, der havde hjulpet ham hen til denne milepæl i dansk MMA.

Fantastisk amatørkamp

Desværre blev vi denne aften ramt af et par aflyste kampe. Kampen mellem Dan Ruben Hagen og Jesper Ryom blev aflyst pga. sygdom, og kampen mellem Daniel Bergström og Thomas Jessing blev heller ikke afviklet.

Til gengæld fik vi et rigtig underholdende opgør i kampen mellem Mathias Lodahl og Charles Nilson.

IMG 2843
Mathias Lodahl var flyvende

Kampen endte med at gå tiden ud, hvorefter Mathias fik hævet armen i en pointsejr. Inden da havde vi været vidne til et rigtig spændende opgør med en hel del takedowns og gode submissionforsøg fra begge parter. Den spændende kamp fik også for alvor tændt op under publikum, og stemningen og temperaturen i salen til at steg en hel del grader.

Mathias Lodahls teamkammerat fra Rumble Sports, Mads Burnell, havde en knap så vellykket aften. I aftenens sidste amatørkamp, måtte han se sig slået på submission i anden runde, hvor hans svenske modstander, Erik Friberg, fik sat en Triangle Choke ind.

IMG 2967
Mads Burnell fanget i en triangle

En kort og vild pro-debut

Cazim Halimi og Allan Neuherr var de første pro-fightere i buret. Cazim skulle have sin pro-debut efter en god amatørkarriere. I hans ringhjørne denne aften stod Morten Djursaa og David Rosmon, som skulle guide den unge kæmper i hans debut.

IMG 3022
Cazim Halimis armbar gjorde meget ondt på Allan Neuherr

De to Fightgym-veteraner fik hurtigt noget at juble over, da Cazim tidligt i første runde satte en ubehagelig og dyb armbar på Allan. Desværre så den ud til at skade Allan, der resten af aftenen kunne ses med armen i slynge. Efter kampen fik en overstadig Cazim givet hånd til Allans skadede arm, mens Morten Djursaa panisk råbte "IKKE DEN ARM!!".

En anden pro-debutant var norske Emil Weber Meek, som vi fik kaldt "nærmest dansk" i et interview. Vores norske sidemand fra MMA-Norway.com, havde lavet lidt sjov med vores udtalelse, men kunne fortælle, at Emil senere havde fortalt dem, at han rent faktisk ER halvt dansk.

Det blev dog ikke til den aften som han havde drømt om. Emil fik nemlig en "professionel lektion" af svenske Mohammed Abdallah, der fik det norsk-danske blod til at flyde i buret.
Der var fuld knald på kampen fra første sekund, men Emil blev hurtigt ramt, og så ud til at miste overblikket. Vi så masser af vilde sving fra en meget presset Emil, mens Mohammed lagde et enormt pres, som langtsomt men sikkert gjode det af med Emils sidste kræfter. Mohammed vinder på TKO i en blodig affære, som fik salen til at eksplodere i jubel og larm. Flot kamp af Mohammed, som i den grad leverede varen, trods hans status som underdog.

IMG 3255
Emil Weber Meek blev slået til blods

Emil fortalte os senere, at han brækkede den ene arm tidligt i kampen, og derfor så vi netop de vilde sving med den anden arm. Vi ønsker ham god bedring, og håber snart at se ham i kamp igen.

Tilbage på sporet

Philip Fortuna er en forholdsvis ny pro-kæmper, med to professionelle kampe under bæltet. Han fortsatte de gode takter fra sejren ved Royal Arena og var yderst effektiv i denne kamp mod amerikanske Aron Bland. Philip satte en stopper for festen med en Rear-naked choke i første omgang.

IMG 3498
Den gjorde vist nas

Kenneth Rosfort var i en lidt anden situation end Philip. Til Royal Arena led han et uventet nederlag, og havde derfor meget brug for en sejr over Hyram Rodriguez denne aften. De to kæmpere gav os fuld valuta for pengene i en actionfyldt kamp over 3 runder. Kampen bølgede frem og tilbage, og en sejrherre var meget svær at udpege. Dommerne endte med at sætte deres stemmer på Kenneth, men det var Hyram tydeligt utilfreds med.

IMG 3726
Kenneth Rosfort planter et solidt spark på Hyram Rodriguez

Colombo & Dalby leverer

Kampen mellem Christian Colombo og Rok Kokotec var rykket op som Co-main event, efter at Morten Djursaa havde trukket sig fra stævnet (pga. hans titelkamp i Sverige i sidste uge).
Det blev en meget kort fornøjelse, for Christian sikrede sig et takedown efter få sekunder, og ground-and-poundede sig derefter til en hurtig sejr. Vi havde håbet at se meget mere af Christians "håndværk", men han var simpelthen for overlegen i denne kamp.

IMG 3784
Christian Colombo "steamrollede" sin modstander

Det viste sig også at Nicolas Dalby var langt stærkere end sin modstander. Kampen blev ellers indledt på behørig vis med fanebærere og nationalsange, men kampen var lidt for ensidig til at blive et rigtig spændende opgør.

Cristian Brinzan fra Moldova viste ellers masser af mod og mandshjerte, og kæmpede alt hvad han kunne for at holde sig inde i kampen. I den stående del af kampen klarede han sig da også udmærket, og fik sat flere gode slag og spark ind, men Nicolas havde ingen problemer med at tage ham ned, og var da også fuldstændig overlegen på gulvet. Efter at have forsøgt at stoppe Cristian med en røvfuld ground-and-pound i første runde, skiftede Nicolas strategien på gulvet i anden runde, og gik efter en submission i stedet. I et full mount får Nicolas sat sin arm triangle på plads, og hopper derefter ud til siden og strammer til. Cristian giver op, og Nicolas kan juble over sin 8. pro-sejr ud af 8 mulige.

IMG 3951
Nicolas vandt overbevisende i sin EM-Kamp

Tak for i aften

Dermed sluttede en god aften i selskab med Fightergalla og godt 700 glade tilskuere. Der var god underholdning i alle kampene og rammerne for stævnet var helt perfekte. Det lover godt for fremtiden, hvor der vil komme flere shows i lignende omgivelser.

Desværre for arrangørerne, var der nogle tekniske problemer med livestreamingen, så den startede først omkring 23.00 tiden, hvor næstsidste kamp gik på. Der er dog blevet lovet, at kampene vil blive vist gratis på et senere tidspunkt.

Det var ærgerligt at folk der ikke havde fået billet, ikke havde mulighed for at se dette stævne derhjemme, for det var virkeligt underholdende, og det havde været god reklame for Dansk MMA. Vi håber det kommer til at køre mere gnidningsfrit fremover.

Stay tuned - Vi har interviews og masser af billeder på vej.
 
 

FG25: LIVE

Lørdag, 12. maj 2012 18:10 Jesper S. Baek

Fightergalla 25 skydes igang i aften kl. 19:00 på Radisson Blu Falconer i København, og Fightfan.dk er som altid klar ved ringside når det går løs.

Her på forsiden vil vi holde dig opdateret med alle live-resultaterne, efterhånden som aftenens kampe skrider frem. Fightcard og live-resultater kan du finde nederst i denne artikel.
Alt hvad du skal gøre, for at se resultaterne tikke ind, er at "refreshe" siden med jævne mellemrum.

(Tryk F5)

Hele showet bliver desuden streamet live, så du kan se med hjemmefra sofaen. Amatørkampene kan alle ses gratis her og pro-kampene streames som pay-per-view via ekstrabladet.dk for 3,50 dollar - cirka 20 kroner.

I morgen og de kommende dage, byder vi vanen tro på artikler, masser af billeder og interviews her på Fightfan.dk.

fg25 stor

Fightcard og resultater

Amatør MMA
-71 kg: Peter Palmgren vs. Axel Apergis
VINDER: Axel Apergis (Submission R1: Rear Naked Choke)
-70 kg: Skjalg G Oppedal vs. Lasse Walther
VINDER: Lasse Walther (Submission R1: standing guillotine choke) 
-74 kg: Kim Rytter vs. Thomas Poulsen
VINDER: Kim Rytter (Decision 2-1) 
-88 kg: Dan Ruben Hagen vs. Jesper Ryom
AFLYST
-81 kg: Daniel Bergström vs. Thomas Jessing
AFLYST
-71 kg: Mathias Lodahl vs. Charles Nilson
VINDER: Mathias Lodahl (Decision 3-0) 
-72 kg: Erik Friberg vs. Mads Burnell
VINDER: Erik Friberg (Submission R2: Triangle Choke) 

Pro MMA
-70 kg: Allan Neuherr vs. Cazim Halimi
VINDER: Cazim Halimi (Submission R1: Armbar) 
-77 kg: Mohammad Abdallah vs. Emil Weber Meek
VINDER: Mohammed Abdallah (TKO R1) 
84 kg: Aron J. Bland vs. Philip Fortuna
VINDER: Philip Fortuna (Rear Naked Choke R1) 
-70 kg: Hyram Rodriguez vs. Kenneth Rosfort-Nees
VINDER: Kenneth Rosfort-Nees (Decision) 
-115 kg: Rok Kokotec vs. Christian Colombo
VINDER: Christian Colombo (TKO R1) 

Pro MMA Welterweight Championship Fight
-77 kg: Christian Brinzan vs. Nicolas Dalby
VINDER: Nicolas Dalby (Sidechoke R2) 
 
   

Side 1 ud af 39

<< Første < Forrige 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 Næste > Sidste >>